De 13 mest farlige forgiftninger for hunde og katte

Lysthårede Golden Retriever på gulvet - Dyrehospitalet Midtvest

Hunde og katte er nysgerrige af natur og kan finde på at spise og drikke alt – særligt, hvis det dufter godt. Det bringer dem ofte i livstruende fare både ude og hjemme.

En lille, uskyldig pakke tyggegummi i håndtasken, på køkkenbordet eller i bilen. Hvor farlig kan den lige være for mit kæledyr, tænker du måske?

Meget.

Tyggegummi indeholder xylitol, der kan forårsage nyresvigt, hypoglykæmi (lavt blodsukker) og i værste fald død, hvis din hund eller kat ikke bliver behandlet i tide.

Faktisk skal der ikke mere end tre stykker tyggegummi til at forgifte en stor kat eller en lille hund. Prøv så at forestille dig, hvis de spiser hele pakken?

Tyggegummi er blot en af flere giftige ting for kæledyr, som vi typisk efterlader fremme, fordi de ikke syner farlige. Derfor har jeg skrevet en liste, så du bliver fortrolig med og opmærksom på farerne.

Flere af giftstofferne findes i helt almindelige fødevarer, som de fleste af os har i hjemmet. Andre er er typisk nogle, som dit dyr risikerer at møde på sin færden i det fri. 

13 af de mest giftige ting for hunde og katte

  1.        Chokolade (Theobromin)
  2.        Rottegift (Coumarin eller Warfarin)
  3.        Kølervæske (Ethylenglycol)
  4.        Blomster og planter (Bl.a. Narcissus)
  5.        Løg og hvidløg (N-prpyl Diulfid)
  6.        Hovedpinepille (Paracetamol)
  7.        Rosiner og vindruer (Stof ukendt)
  8.        Kartofler (Solanin)
  9.        Kaffe (Methyleret Xanthin)
  10.        Alkohol (Ethanol)
  11.        Tyggegummi (Xylitol)
  12.        Tobak (Nikotin)
  13.        Hash (Cannabis)

 

Tip! Sådan spotter du indtag af kølervæske

Indtag af kølervæske er en hyppig forgiftning hos hunde. Desværre ser du sjældent situationen, hvor hunden slikker eller drikker kølervæske. Men da kølervæske er fedtet, kan du ofte finde rester på din hunds poter.

Rottegift er en snigende dræber

Mere end 1000 hunde bliver forgiftet hvert år i Danmark*. Heraf er rottegift en af de hyppigste årsager.

Rottegift er skabt til at dræbe rotter, men kan også give hunde og katte alvorlige skader herunder indre blødninger. Giftstofferne forhindrer stille blodet i at koagulere. Derfor kan der ofte gå flere dage før, at du ser symptomer på forgiftningen. Ændret gang, øget træthed og blege slimhinder er nogle af de første tegn. Herefter følger blod fra næsen, blod i afføringen, åndedrætsbesvær og krampe. Husk, selvom du ikke bor på landet og selv anvender gift mod rotter, er din hund også risiko, da der ofte er spredt rottegift i parker og på fortove i byerne.

Advarsel: Giv aldrig dit kæledyr salt

De fleste mennesker går i panik, når de opdager, at deres kæledyr er blevet forgiftet. Men du bør aldrig give din hund eller kat salt for at fremprovokere en opkastning. En sideeffekt til dette er nemlig saltforgiftning - og så er du lige vidt.

Hvorfor skal du ringe efter hjælp?

Hvis uheldet er ude, er tid en afgørende faktor for helbredelse og overlevelse. Derfor bør du kontakte dyrlægen med det samme.

Fortæl, hvor meget du tror den har spist – og hvornår.

 

Ring efter hjælp året rundt på telefon 70 22 56 22

Lars 
Dyrlæge

 

*) Kilde: Agria Dyreforsikrings Skadestatistik