Tanddyrlægens guide: Sådan holder du munden ren og rask hos kæledyr

Du kan selv gøre meget for at forebygge tandproblemer hos din hund og kat. Vores tandspecialist, dyrlæge Lars Jørgensen, har skrevet en guide til at forebygge ubehagelige tandsygdomme og dyre tandbehandlinger.

 

Din hund har masser af bakterier i munden og på tandoverfladen, som kan skabe problemer, hvis de ikke bliver fjernet. Foderrester og forkert foder gør skaden værre og hjælper plak og tandsygdomme på vej.

 

5 gode råd til at bevare tænderne sunde hos din hund og kat

 1. Tandbørstning

Børst tænder! Det er et simpelt og billigt råd. Faktisk er det også det bedste af alle råd. Mange hundeejere og katteejere tror, at det er unødvendigt at børste tænder. Det er en misforståelse. Regelmæssig tandbørstning forebygger tandproblemer enkelt og effektivt. Også selvom du ikke griber tandbørsten dagligt.

Men hvordan børster du så tænderne?
Vi har udarbejdet en guide, der viser, hvordan du børster tænder på din hund eller kat. I guiden finder du vejledning til valg af tandbørste og tandpasta, tilvænning til tandbørstning og meget mere. 

Guide: 10 + 1 gode tips til tandbørstning

 

Nørdet tip! Tandbørsten forebygger problemer, men kan ikke fjerne plak og tandsten, der allerede sidder nede i tandkødslommerne. Det skal fjernes ved tandrens. Altså, din dyrlæge skal nulstille problemerne i mundhulen først. Derefter kan du forebygge, at nye opstår.

 

2. Foder

Spis rigtigt! Blødt og findelt foder bearbejder ikke dit kæledyrs tænder og tandkød tilstrækkeligt - eller mave for den sags skyld. Derfor anbefaler vi, at du giver tørfoder af god kvalitet.

Hvis din hund eller kat allerede har fået tandproblemer eller tandkødsproblemer, kan du benytte et tandrensende specialfoder. Foderet har et øget fiberindhold og en speciel overflade, hårdhed og størrelse. De egenskaber fjerner plak og fodrester – før, det forkalker og bliver til tandsten.

Nørdet tip! Husk, at specialfoder skal benyttes forebyggende og ikke alene kan kurere en usund mund.

3. Kosttilskud

Giv kosten et skud! Tandstyrkende kosttilskud er et godt supplement til tandbørstning. Det fås i flere varianter til både hunde og katte.

Fordelen ved kosttilskud er, at de mindsker dannelsen af tandsten og plak, forhindrer dårlig ånde og giver friskt tandkød.

Tilskuddet fås i pulverform, som du stør over dit kæledyrs foder.

 

4. Mundskyllevæske

Tag et skyl! Døjer dit kæledyr med dårlig ånde og plak? Så kan mundskyllevæske være en god makker til tandbørsten.  

Efterhånden som bakterierne i tandkødslommerne hober sig op, kan de påvirke de andre organer i kroppen – hjerte, nyrer, lever og immunsystemet. Sygdomme i hjerte, nyrer, lever og immunsystemet bidrager samtidig til at forværre tandkødssygdomme. Altså en rigtig ond cirkel, der er vigtigt at få brudt.

Mundskyllevæsken er velsmagende og hældes i drikkevandet. Væsken giver en frisk ånde, samtidig med at den renser tænderne og forebygger plak.

Nørdet info! Hunde med store tænder i forhold til smalle kæber kan være specielt udsatte for tandsygdomme. Hvis du har sådan en race, kan et ekstra tandtjek være en god ide.

 

5. Årligt tandtjek

Sig aaah! Du kan ikke med sikkerhed vide, om der ligger en tandsygdom og ulmer i dit kæledyrs mund. Derfor er et regelmæssigt tandtjek den eneste måde at sikre dig, at dit kæledyr har en sund mundhule. 

Ofte viser symptomerne på tandsygdomme sig sidst i sygdomsforløbet – og nogle er endda kun mulige at spotte via tandrøntgen. Katte lider desværre ofte af tandresorptioner – også kaldet Neck Lessions. Det er en pinefuld tandsygdom, der nedbryder tanden nede fra rødderne. Den sygdom kan spottes ved hjælp af tandrøntgen. Fortæl eventuelt din dyrlæge, at du ønsker et udvidet tandtjek med røntgen næste gang for at få vished og tryghed.

Nørdet info! Ja, et tandtjek er en god ide – også selvom din hund eller kat ikke viser tegn på smerte. Dyr er mestre i at ignorere smerte. Derfor er det ofte først, når syge tænder er fjernet, at ejerne opdager, at de har fået en gladere hund eller kat.

Specialiseret tandklinik

På Dyrehospitalet Midtvest har vi en specialiseret tandklink. Den er udstyret med det bedste udstyr til tandbehandling på hunde, katte og gnavere. Vi er særligt glade for vores tandrøntgen, der på et tidligt stadie kan afsløre, om din hund eller kat har en tandsygdom – før det er muligt at spotte med det blotte øje. Dyrlæge Lars Jørgensen har videreuddannet sig inden for feltet og sikrer dig og dit kæledyr en god og tryg oplevelse fra start til slut.

Hvorfor er det vigtigt at børste tænder på din hund eller kat?

1. For at forebygge tandlidelser 2. For at øge din hund eller kats velvære 3. For at blive opmærksom på eventuelt begyndelser lidelser