Guide: 10 + 1 gode tips til tandbørstning af hund eller kat

Hunde og katte kan også få dårlige tænder.

Faktisk har 75% behandlingskrævende tandproblemer – uden at ejerne ved det. Grib tandbørsten og kom trygt fra start med denne guide fra Dyrehospitalet Midtvest.

Tandbørstning kan forebygge tandsten og tandkødsbetændelse hos din hund eller kat. Derfor er tandbørsten nummer et i dit kæledyrs mundhygiejne. Og det er billigt at komme i gang.

10 tips til at børste tænder på kæledyr:

  1. Væn din hund eller kat til at få børstet tænder, så tidligt som muligt. 
  2. Husk, det er aldrig for sent at komme i gang.
  3. Start med at vænne dit kæledyr til, at du berører munden, løfter op i læben og åbner munden. Øv kun i 1-2 minutter af gangen i starten.
  4. Køb en babytandbørste eller en tandbørste specielt udviklet til dit kæledyr. Det vigtigste er, at tandbørsten er blød og har tætte hår, så du skåner tandkødet, men stadig opnår en effektiv tandbørstning.
  5. Køb en tandpasta, der er beregnet til hund eller kat. De fås i flere smagsvarianter – også en som dit kæledyr vil elske at smage nærmere på. Det er vigtigt, at du ikke bruger en tandpasta beregnet til mennesker. Fluor er skadeligt, hvis det kommer ned i maven. Din hund eller kat kan ikke undgå at sluge noget af tandpastaen. Derfor er det direkte sundhedsskadeligt at børste dit kæledyrs tænder med normal tandpasta. Dertil kommer, at fluor anvendes til at bekæmpe karies, men dyr får ikke karies, da de har andre enzymer i munden. Derfor er fluor unødvendigt til dyr.
  6. Pres tandpastaen ned imellem børstehårene, så den ikke falder af. Lad din hund eller kat se børsten an. Tillad den at snuse og slikke.
  7. Stå ved siden af din hund. Hold støttende om hundens næseryg. Løft op i kinden og børst kindtænderne forsigtigt. Brug rolige cirkelbevægelser. Ros, når dit kæledyr forholder sig i ro, mens du børster. Stop altid før, at dyret bliver utrygt og uroligt. Øg varigheden dag for dag. Kindtænderne er de vigtigste at holde rene, særligt langs tandkødsranden.
  8. Børst fortænderne forsigtigt. Tandkødet er mere følsomt omkring fortænderne end ved kindtænderne.
  9. Forsøg, at få lov til at børste på indersiden af dyrets tænder - ind mod tungen. Stop, hvis dyret bliver uroligt. Omtrent 80% af tandsten sidder på tændernes yderside. Når I er blevet øvede, kan I anskaffe en tandbørste med dobbelthoved, som børster begge sider af tænderne på én gang.
  10. Tandbørstningen skal være fast rutine og en god oplevelse for dit kæledyr. Beløn gerne din hund eller kat efter endt børstning. Gå en tur, leg med hunden eller kattens yndlingslegetøj eller giv dit kæledyr en godbid. På den måde vil dit dyr forbinde tandbørstningen med den belønning, som er i vente.
  11. Du får mest ud af tandbørstningen, hvis du gør det til en daglig rutine. Tandbørstning et par gange ugentligt har dog også stor gavnlig effekt.

 

Læs mere om tandhygiejne hos hunde og katte:

Tip! Undgå tandproblemer hos din hund

Tjekliste: 10 tegn på at dit kæledyr skal til tandtjek

Tanddyrlægens guide: Hold munden ren

 

Guide: Sådan børster du tænder på en hund

Specialdyrlæge Jens Ruhnau har lavet en fin video, hvor han demonstrerer, hvordan du børster tænder på dit kæledyr.
https://www.youtube.com/watch?v=5cdgaMCQrGk

Specialiseret tandklinik

På Dyrehospitalet Midtvest har vi en specialiseret tandklink. Den er udstyret med det bedste udstyr til tandbehandling på hunde, katte og gnavere. Vi er særligt glade for vores tandrøntgen, der på et tidligt stadie kan afsløre, om din hund eller kat har en tandsygdom – før det er muligt at spotte med det blotte øje. Dyrlæge Lars Jørgensen har videreuddannet sig inden for feltet og sikrer dig og dit kæledyr en god og tryg oplevelse fra start til slut.

Hvorfor er det vigtigt at børste tænder på din hund eller kat?

1. For at forebygge tandlidelser 2. For at øge din hund eller kats velvære 3. For at blive opmærksom på eventuelt begyndelser lidelser